Op og på arbejde. Ingen tømmermænd heldigvis. Måske en smule mavebesvær, men ikke meget ud over det sædvanlige. Jeg brugte en god del af dagen på at sidde til et brainstormmøde relateret til en kampagne en madgigant agter at køre herovre. Ægyptere er meget hyggelige mennesker, men mødekulturen er ikke dansk… folk sidder og checker deres email, taler i telefon, eller stirrer ud af vinduet. Og det er åbenbart business as usual hernede.
Om aftenen blev det foreslået at vi tog ud og spise, nu hvor vi lissom har en særlig lejlighed til det – nemlig at vi har fået besøg. Forslaget blev vedtaget, og vi tog ind til Nilen, hvor der ligger et antal restaurant-både. Det er stationære både med udspændte broer ind til land – nogle af bådene er ret afdæmpede, andre er de rene neonpaladser. Vi fandt en mellemting med en lækkert udseende seafood restaurant.
Det var pænt fancy, i hvert fald for en bonderøv som undertegnede. Vi blev vist til vores bord, satte vores ting, og blev derefter vist over til et bord fyldt med frisk fisk på knust is. Det mindede mig om fiskeauktionerne fra min hjemby, Skagen. Så valgte vi så hvilken fisk vi ville have og hvordan vi ville have den tilberedt, og kokken tog den fisk man nu havde udset sig og lagde den til side.
Da vi kom tilbage til vores bord var det allerede dækket med bogstaveligt talt 20 forskellige tallerkener med salat, brød, hummus og grillede småting. Drikkevarerne kom umiddelbart efter. Jeg fik noget godt fladbrød med hummus, hvidløg, salat og rejer, og dertil en lille pyramide af ægyptiske brune ris med noget der smagte af sej ”indbagt” i risklodsen.
Bedst af alt var dog hovedretten. Da jeg valgte fisk mindedes jeg et digt af Jørgen Leth, hvori han beklager sig over at han ikke spiste Red Snapper. Det er en god fisk (god fisk). Så naturligvis ville jeg ikke begå den samme fejltagelse, og bestilte derfor Red Snapper. Jeg må erklære mig enig med Jørgen, det er en god fisk. Den kan ikke helt måle sig med ørred, men den var yderst veltilberedt og frisk.
Martins datter fik en dessert med vandbakkelser i chokolade. For al restaurantens pomp, pragt og herlighed, var desserten besynderligt dårlig. Den blev erklæret den andenværste dessert selskabet havde gennemlevet. Den var lidt som vådt pap, nedsunket i det der pulveriserede Nestlé produkt man hælder mælk i, bare med et dash af autentisk Cairoiansk støv.
Men den røde snapper, den var ikke til at sætte en finger på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar