22-05-2011: Indkøb i Cairo, pt.1

Endelig en telefonlinje! I dag lykkedes det mig at få dem i Etisalat butikken (det hedder udbyderen, vi kalder den salatbutikken) til at skifte mit telefoniske interface fra arabisk til engelsk, og i øvrigt tanke min konto op med en håndfuld Ægyptiske credits. Nu kan jeg ringe!

Det viste sig dog at der er mange forskellige payment plans at vælge imellem, og det gik for sent op for mig at jeg gerne ville have en særlig én hvor man betaler for et helt år, og så har man flatrate internet hele året. Det koster i øvrigt sammenlagt 410 Ægyptiske pund, eller omkring 320 danske kroner. Fri telefoni, sms, og internet for et helt år. Ikke dårligt.

  

På vej hjem fra salatshoppen blev jeg nødt til at købe nogle taletidskort, for at skifte til hel-års planen… med andre ord knap 400 pund i taletidskort. Jeg købte dem i en gadekiosk, der nok omsætter for cirka det beløb på en hel dag. Det var svært at forklare manden i butikken (og hans ganske engelsk-kyndige 8-årige søn) hvad det var jeg ville have, men ordet ”Etisalat” og pegen på min HTC Hero gjorde udslaget. Selv efter jeg havde gjort det klart hvad jeg ønskede prøvede han meget høfligt at overbevise mig om at jeg måtte have misforstået noget med taletidskortene. Så meget taletid kunne der umuligt være nogen der havde brug for. Han kunne jo bare have taget pengene og ikke tænkt mere over det… jeg blev helt rørt!

En masse telefonkort.

 

I andre butikker bliver vi jævnligt snydt. Eller ”snydt” er måske så meget sagt – det er ret åbenlyst at vi bliver taget ved næsen når de vil have 25 pund for et par viskestykker, men når jeg går derfra tænker jeg over hvad jeg mon skulle give for de samme viskestykker i Føtex. Så føles det lidt forkert at prutte om prisen.

I øvrigt er der ikke priser på varerne i gadekioskerne. I nogle af de mere supermarkeds-agtige steder er der priser, men selv en vel-assorteret og fancy kosmetikshoppe har ikke nødvendigvis priser på varerne. Jeg tror ikke at folk ønsker at snyde hinanden, og det er vel også svært når nu de lokale trods alt har en meget god idé om hvad tingene skal koste. Måske skyldes det bare sporten og spændingen ved at diskutere priser og prøve at score en god handel. Måske er det endda et uformelt discount system – køb stort og få et godt tilbud.

Hvad det end er, så vinder huset altid når mig og Jakob handler ind… men hvad de ikke ved er at momscasinoerne i lille Danmark er langt mere nådesløse (bare rolig, jeg kan stadig lide dig Netto).