27-05-2011: Demonstration på Tahrir

I går var Jakob og jeg til demonstration på Tahrir pladsen. Vi var blevet ”inviteret” af Maged, der havde gjort os opmærksom på demonstrationen, og han ville også være der. Vi blev jo nødt til at sige ja… nogle af nutidens vigtigste hændelser har udfoldet sig netop der, og det ville være tåbeligt ikke at bruge muligheden for at se bare et glimt af den revolution der har fundet sted - og finder sted - hernede.

Jeg var en smule nervøs og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Jeg regnede i hvert fald med at der ville være mange mennesker, meget larm, og at det ville være meget svært at komme igennem byen. Det skulle vise sig om var en nøjagtig forestilling eller ej.

Dette flag var yderst velrepræsenteret til demonstrationen.

Vi tog derind ved 10-tiden, med metroen. Cairos metro er en sidebemærkning værdig! Man ser den ikke rigtig i gadebilledet, der er ikke mange nedgange til stationer i forhold til hvor stor byen er, og der bliver heller ikke rigtig skiltet med stationerne. Det viser sig at Cairos metrosystem er utroligt velfungerende. Det koster et pund (altså under en krone) at komme et hvilket som helst sted hen, uanset afstand. Man køber en billet, hvilket tager højst 30 sekunder hvis der er kø, den stikker man i en automat og går igennem, derefter kører man rundt i metroen lige så længe og langt som man har lyst.

Der er ret godt fyldt op i vognene, men det er ikke forfærdeligt. I øvrigt er al offentlig transport kønssepareret – der er vogne til kvinder og vogne til mænd. Der er også busser til kvinder (med kvindelig chauffør) og busser til mænd.

Anyway, vi fandt frem.

Tahrir plads var støjende som 10 samtidige rockkoncerter og dertilhørende publikum. Hver faktion eller politisk gruppe har deres egen stand, med en råbende taler og et rigtig stort sæt højttalere. I arabisk tradition er alting skruet så højt op at lyden forvrænger, og alle taler er kontinuerlige og samtidige. Selv de Ægyptere jeg spurgte til råds om talernes indhold, kunne ikke nødvendigvis svare, på grund af støjen og forvirringen. Noget om politiske krav og sådan noget.

Maged fortalte mig at teksten i ringen starter med noget Mubarak-relateret, og ender med "Execution, execution". Han er godt nok ikke poppis dernede.

Efter at have oplevet folkemængden på tæt hold gik vi op i en lejlighed lige over pladsen. En af Mageds bekendte boede deroppe, og var meget åben for besøgende. Han var en stor mand, høj, tyk, med et stort gråsort krøllet skæg. Da vi kom op stod han i bar overkrop på balkonen og fotograferede pladsen. Han er åbenbart en slags artistisk knudepunkt i området, for i løbet af dagen kom der alle mulige mennesker slentrende op i lejligheden, af alle nationaliteter og aldre. Der kom en Belgisk journalist der interviewede en anden lokal fyr, en gruppe af studerende kom for at hænge et banner ned langs siden af bygningen, og alt imens sad vores vært i hans entré-kontor og røg fede mens han tastede løs på en computer.

En masse folk gør sig klar til at bede. Det var ret utroligt at se på.

Fra balkonen kunne vi se fredagsbønnen, og de tusinder og tusinder af mennesker der kom strømmende til pladsen, i timevis. Det så ud som var der 100.000 mennesker der bukkede deres hoveder mod jorden i bøn til gud, mens præsten der ledte bønnen sang hjerteskærende om Profetens budskab og hvordan denne fredelige demonstration skulle afspejle Muhammeds lære. Jeg blev helt rørt, og jeg tænkte samtidig over hvordan det mon ville føles at være dernede på gaden, blandt tusinder af ligesindede, og selv bede til en gud man virkelig tror på. Jeg kan kun forestille mig at der blev skænket mange tårer under den bøn.

Efter bønnen begyndte der virkelig at strømme folk til, og Jakob og jeg stod i en time og bare stirrede fascineret ud over masserne der sang og råbte i en undelighed. Vi fik senere at vide at antallet af mennesker på pladsen var estimeret til 2 millioner i løbet af hele dagen.

Selv en ateistisk anlagt vesterlænding som jeg selv må indrømme – med så mange stemmer er det let at tro på at bønnerne bliver hørt.

25-05-2011: Red Snapper – en god fisk

Op og på arbejde. Ingen tømmermænd heldigvis. Måske en smule mavebesvær, men ikke meget ud over det sædvanlige. Jeg brugte en god del af dagen på at sidde til et brainstormmøde relateret til en kampagne en madgigant agter at køre herovre. Ægyptere er meget hyggelige mennesker, men mødekulturen er ikke dansk… folk sidder og checker deres email, taler i telefon, eller stirrer ud af vinduet. Og det er åbenbart business as usual hernede.

Om aftenen blev det foreslået at vi tog ud og spise, nu hvor vi lissom har en særlig lejlighed til det – nemlig at vi har fået besøg. Forslaget blev vedtaget, og vi tog ind til Nilen, hvor der ligger et antal restaurant-både. Det er stationære både med udspændte broer ind til land – nogle af bådene er ret afdæmpede, andre er de rene neonpaladser. Vi fandt en mellemting med en lækkert udseende seafood restaurant.

Det var pænt fancy, i hvert fald for en bonderøv som undertegnede. Vi blev vist til vores bord, satte vores ting, og blev derefter vist over til et bord fyldt med frisk fisk på knust is. Det mindede mig om fiskeauktionerne fra min hjemby, Skagen. Så valgte vi så hvilken fisk vi ville have og hvordan vi ville have den tilberedt, og kokken tog den fisk man nu havde udset sig og lagde den til side.

Da vi kom tilbage til vores bord var det allerede dækket med bogstaveligt talt 20 forskellige tallerkener med salat, brød, hummus og grillede småting. Drikkevarerne kom umiddelbart efter. Jeg fik noget godt fladbrød med hummus, hvidløg, salat og rejer, og dertil en lille pyramide af ægyptiske brune ris med noget der smagte af sej ”indbagt” i risklodsen.

Bedst af alt var dog hovedretten. Da jeg valgte fisk mindedes jeg et digt af Jørgen Leth, hvori han beklager sig over at han ikke spiste Red Snapper. Det er en god fisk (god fisk). Så naturligvis ville jeg ikke begå den samme fejltagelse, og bestilte derfor Red Snapper. Jeg må erklære mig enig med Jørgen, det er en god fisk. Den kan ikke helt måle sig med ørred, men den var yderst veltilberedt og frisk.

Martins datter fik en dessert med vandbakkelser i chokolade. For al restaurantens pomp, pragt og herlighed, var desserten besynderligt dårlig. Den blev erklæret den andenværste dessert selskabet havde gennemlevet. Den var lidt som vådt pap, nedsunket i det der pulveriserede Nestlé produkt man hælder mælk i, bare med et dash af autentisk Cairoiansk støv.

Men den røde snapper, den var ikke til at sætte en finger på.

24-05-2011: Øl og kage

Her til morgen blev vi meget ud-af-det-blå inviteret til de skandinaviske ambassaders kombinerede nationaldagsgathering. Jeg ved ikke hvad det skal betyde. Har Danmark overhovedet en nationaldag?

Hovedsagen er at vi blev lovet mad og drikke, og det fik vi. Mildest talt. Jeg kunne desværre ikke tage billeder derinde, så billedmaterialet er lidt tilfældigt i dag.

Inden jeg kommer foran mig selv – en af firmaets medejere (Martin) slog et smut til Ægypten med hans datter i dag, og de bliver boende nogle dage i lejligheden. Det er ikke uvelkomment med lidt selskab, hvilket på ingen måde skal antyde at mig og Jakob er ved at slå hinanden ihjel.

Mig, Jakob, Martin og datter, og Maged, der er den lokale chef på det Ægyptiske kontor, tog til ambassadereception. Der var et antal security checks, metaldetektor, og arrangementet blev afholdt på et hotel der tidligere har været en konges palads. På vej ind trykkede jeg hånden på den danske, svenske OG norske ambassadør i Ægypten. And the best is yet to come.

Generisk Cairobillede fra fonen.

 Der blev holdt en lettere lam velkomsttale der mindede lidt om en Melodi Grandprix optakt, men efter det gik det løs. Fri bar, og en lille armé af tjenere der gerne gik de ekstra 100 meter for at fylde ens glas. Alle de drinks man vil have. Jeg bestilte en gin og tonic, og fik den blandet med cirka lige dele gin og tonic – det var ikke mådeholdenhed der skulle hyldes den aften!

Men. Bedst af alt – mad. Det var ikke så skandinavisk… til gengæld var der masser af den. Et par forretter, noget kød-snask til hovedret… og så ellers 30 forskellige desserter. Dette er ikke en overdrivelse. Jeg fik bogstaveligt talt 6 forskellige slags frugtkage, 4 forskellige slags nøddemazarin, forskellige typer tyrkisk bageri, et væld af hvide, lyse og mørke superkvalitets chokolader, og så et par pandekager og noget vandmelon at skylle ned med. Det var afsindigt. Jeg havde desværre ikke kameraet med, ellers havde jeg blitzet løs og forklaret at jeg var fra et madblad eller noget i den retning.

Da vi var ved at gå helt kolde fandt jeg nogle sælgere i hjørnet, og mig og Jakob tilbragte et behageligt kvarter med at få kaffe og opmærksomhed fra de ivrige sælgere der ville sælge os en firma-orienteret kaffemaskine til 9000 Ægyptiske pund (cirka 8000 kroner, hvilket er mange, mange penge for kaffe hernede). Vi nikkede, smilede, sippede vores formidable espressoer i papkrus og tog glade imod deres visitkort. Bagefter fik vi en sidste øl, og blev kørt hjem. Og tog en øl mere.

23-05-2011: Slaraffenland!

Så skete det endelig. INTERNET. På telefonen i hvert fald. Google Maps er igen i min magt! Aldrig mere skal jeg bekymre mig for at fare vild! Det er virkelig en stor lettelse at have. Det viser sig desværre at jeg har misforstået min betalingsplan (igen), og at jeg kun har 100 mb om måneden. Nuvel, det går nok alt sammen.

For nogle dage siden fandt mig og Jakob et supermarked – ikke en hjørnekiosk eller en mærkelig special- og juksbutik, men noget der lignede et vaskeægte supermarked. Vi var ikke derinde, men i dag skulle jeg alligevel ud og handle efter arbejde, så jeg tog derud. Det er kun 10 minutter fra hvor vi bor.

Hvilket vidunder! Der er varer af alle slags, selv kød og fisk! Det har jeg ikke set nogen andre steder, ud over på restauranter. Der er hvidt, blødt brød, en hel væg af kikserelaterede snack produkter, og endda et lille hjørne med importøl. Jeg fandt sågar en pakke Lurpak! Jeg så ingen Mathilde kakao, men det kan være jeg lige skulle spørge næste gang jeg er der?

Arabisk Lurpak!

Måske det bedste af det hele er at varerne ikke blot er mærket med pris – en sjældenhed hernede – men at produkternes navne endda også står på engelsk! Jeg tror jeg gik rundt i en halv time og bare læste etiketter på alting. Endelig ved jeg hvad der er i alle juice varianterne.

Der er i omegnen af 30 forskellige slags honning, og krydderierne står fremme i skuffer, som man så hælder i poser selv, ligesom man kan købe te i Danmark. Konserves og frostvarer er ret prominente, men særligt ost er der meget af. Fra fetalignende produkter i papkartoner til cream cheese i 2-liters plasticbaljer, der er en hel væg med forskellige oste. Hovedsageligt smøreoste faktisk. Den Leende Ko var også repræsenteret!

Så ved man at man er hjemme.

Priserne er faktisk meget sammenlignelige med gadekioskerne, og hvis man ser supermarkedet som en slags Ægyptisk Netto (det er omtrent lige så stort som Fakta på Vesterbro), så virker det rimeligt at kioskerne tager lidt mere. Jeg føler mig mindre pris-paranoid nu.

 Jeg har faktisk lidt blandede følelser om opdagelsen af dette vidunderlige sted… på den ene side er det jo fedt at vide at man kan få smør i denne by. På den anden side tager genkendelsens tryghed måske lidt ud af oplevelsen. Vi er i hvert fald ikke færdige med at se os om endnu.

22-05-2011: Indkøb i Cairo, pt.1

Endelig en telefonlinje! I dag lykkedes det mig at få dem i Etisalat butikken (det hedder udbyderen, vi kalder den salatbutikken) til at skifte mit telefoniske interface fra arabisk til engelsk, og i øvrigt tanke min konto op med en håndfuld Ægyptiske credits. Nu kan jeg ringe!

Det viste sig dog at der er mange forskellige payment plans at vælge imellem, og det gik for sent op for mig at jeg gerne ville have en særlig én hvor man betaler for et helt år, og så har man flatrate internet hele året. Det koster i øvrigt sammenlagt 410 Ægyptiske pund, eller omkring 320 danske kroner. Fri telefoni, sms, og internet for et helt år. Ikke dårligt.

  

På vej hjem fra salatshoppen blev jeg nødt til at købe nogle taletidskort, for at skifte til hel-års planen… med andre ord knap 400 pund i taletidskort. Jeg købte dem i en gadekiosk, der nok omsætter for cirka det beløb på en hel dag. Det var svært at forklare manden i butikken (og hans ganske engelsk-kyndige 8-årige søn) hvad det var jeg ville have, men ordet ”Etisalat” og pegen på min HTC Hero gjorde udslaget. Selv efter jeg havde gjort det klart hvad jeg ønskede prøvede han meget høfligt at overbevise mig om at jeg måtte have misforstået noget med taletidskortene. Så meget taletid kunne der umuligt være nogen der havde brug for. Han kunne jo bare have taget pengene og ikke tænkt mere over det… jeg blev helt rørt!

En masse telefonkort.

 

I andre butikker bliver vi jævnligt snydt. Eller ”snydt” er måske så meget sagt – det er ret åbenlyst at vi bliver taget ved næsen når de vil have 25 pund for et par viskestykker, men når jeg går derfra tænker jeg over hvad jeg mon skulle give for de samme viskestykker i Føtex. Så føles det lidt forkert at prutte om prisen.

I øvrigt er der ikke priser på varerne i gadekioskerne. I nogle af de mere supermarkeds-agtige steder er der priser, men selv en vel-assorteret og fancy kosmetikshoppe har ikke nødvendigvis priser på varerne. Jeg tror ikke at folk ønsker at snyde hinanden, og det er vel også svært når nu de lokale trods alt har en meget god idé om hvad tingene skal koste. Måske skyldes det bare sporten og spændingen ved at diskutere priser og prøve at score en god handel. Måske er det endda et uformelt discount system – køb stort og få et godt tilbud.

Hvad det end er, så vinder huset altid når mig og Jakob handler ind… men hvad de ikke ved er at momscasinoerne i lille Danmark er langt mere nådesløse (bare rolig, jeg kan stadig lide dig Netto).

Oprydning og internet

21-05-2011: Oprydning og internet

Vi startede også dagen i dag med en rask rengøring af støvede overflader og et forsøg på at bringe orden i bunkerne af usorteret bras i lejligheden. Jeg gik mig en tur (der er trods alt weekend), og da jeg kom tilbage var vores ihærdige indsats blevet bragt til skamme. Caretakeren for lejligheden havde tilkaldt et par rengøringskoner, og da jeg kom hjem igen var mit tøj lagt i orden, min seng redt, alt støvet af (selv balkonen!) og mængder af dimser lagt i skuffer og skabe. Herligt!

I øjeblikket har vi kun internetadgang på kontoret, inklusive på telefonen, og det betyder at jeg har mistet min kunstige retningssans – Google Maps. Jeg kan knap nok finde rundt i København, så Cairo er utilgivende i sammenligning. Alle gader ligner hinanden for en vesterlænding som mig selv, og jeg kan kun regne ud hvor jeg er ved at se på mikroskopiske detaljer – er det her gadekiosken med tre kølediske og et pepsi skilt, eller gadekiosken med to kølediske og et stort udvalg i shampoo? Det halvfærdige byggeri hvor murstenene ligger i bunker eller det hvor de ligger i rækker?

En meget typisk Ægyptisk gade. Lidt bred i det måske.

Vi arbejder naturligvis målrettet på at få internetadgang igen. Jeg har købt et mobilabonnement ved Etisalat, en Ægyptisk pendant til TDC eller noget i den stil. Det er meningen at jeg skal sætte simkortet i og ringe 525 for at vælge hvilken pakke jeg gerne vil have, men når jeg gør det får jeg en fejlbesked… og den er naturligvis på arabisk. Så langt så godt. Jeg håber på at få problemet løst i morgen på arbejde, hvor jeg er omgivet af folk der kan sproget. Det bliver en kolossal hjælp at kunne se et kort, og ikke mindst min egen placering på det, uanset hvor jeg er.

En kat jeg fandt på en gåtur. Der er nu mange af dem, men det her er den første jeg har set sove på en bil.

 I øjeblikket øver jeg mig i at finde rundt ved at gå i større og større cirkler omkring hvor vi bor. Jeg kan nu med lethed finde ned på kontoret, der er en lille kilometer væk. En stor sejr! Jeg føler mig allerede mere hjemme når jeg genkender de generiske, men alligevel særlige gadekiosker der omgiver vores hjemmebase. Det er i øjeblikket svært at forestille sig at der er tusinder af lignende, generiske kvarterer, med næsten nøjagtig ens kiosker, gadesælgere, halvfærdige byggerier og bilvrag.