mandag den 4. juli 2011

01-07-2011: Pyramiderne!


Så kom det. Et af verdens vidundere. Det som alle forbinder med Ægypten, og de strukturer alle turister bare må se. Pyra-effing-miderne.

Mig og Kirsten tog af sted i fredags, per taxa. Chaufføren, der i øvrigt er et kapitel for sig, fik os overtalt til at tage ud og se Sak’ara pyramiderne først - det er de ældre, mindre kendte pyramider der er bygget i ”trin”.
Lad mig lige indskyde at vi blev kørt rundt af taxa chaufføren hele dagen, fra 11 til 19 cirka. Otte timers fast chauffør, og da jeg betalte ham tippede jeg 50 pund… og kom stadig af med mindre end 300. Det er sgu rater der er til at forstå. Ud over det var han meget snakkesalig, men ikke særlig god til engelsk. En lidt ældre herre, der griner højlydt og fortæller morsomme historier. Hans mobil ringetone var i øvrigt lyden af en skraldgrinende baby. Det siger vist det hele.

Nå, men de pyramider der. Turen derud gik gennem det landlige område, langt fra storbyens jag og hast. Vejene var elendige, og vi blev da også en enkelt gang mindet om hvorfor det er man bruger sikkerhedssele derhjemme i DK.
Ved selve pyramiderne var der ganske mennesketomt. Der sad en fyr med et dårligt øje og solgte billetter, to bevæbnede vagter der så ud som om de havde spillet 100 spil yatzy den dag alene, og ellers bare tomhed. Det er svært at beskrive hvor magisk det føles når man kommer fra CAIRO, byen hvor båthornene båtter konstant, hvor samtaler foregår ved 100 dB, gadesælgere råber om brød og hvidevarer på alle tidspunkter af døgnet, og der affyres fyrværkeri (eller automatvåben) dagligt – og så går ud over en tom ørkenslette, uden en lyd, for at stå foran en af de ældste menneskeskabte konstruktioner på vores jord.


Jeg kan ikke beskrive hele oplevelsen, men nogle af højdepunkterne var:
·         At berøre en bygning der blev opført for 5000 år siden
·         At stå i et gravkammer med en åben (tom) sarkofag, og stirre op i, fyldt med små, omhyggeligt udskårne stjerner
·         At kigge på hieroglyffer i en umuligt stor klippeblok, og tænke på de sikre hænder der må have mejslet de hellige tekster ud i en tid uden undo.


Efter de gamle pyramider tog vi ind til de mere berømte Giza pyramider. Taxachaufføren havde en fætter / whatever der handlede med kameler og andre ting, så vi hookede op med ham og fik en deal på en rundfart. Det var en mærkelig oplevelse. Først blev vi tilbudt forskellige ture, på kamel- eller hesteryg, derefter blev vi sat ind i Ægyptisk aromaterapi af Dr. Muhammed (som vi var meget heldige at få lov til at møde). Et beskedent køb (der startede ved afsindig overpris) var naturligvis forventet. Man fornemmer tydeligt at der er et bedre turistmarked ved Giza pyramiderne.


Da vi endelig kom af sted red vi på kameler, med guide til hest, fra byen og knap 30 minutter igennem ørkenen ud til pyramiderne. Khufu pyramiden, det eneste af de syv vidundere der findes endnu, så stor ud på afstand, men helt tæt på – den er jo 139 meter høj! Det er fanme stort når man tænker på hvor stor en base af sten den ender med at have. En hurtig beregning konkluderer at der blev rejst cirka 800 ton sten, hver time, hele døgnet rundt, i 20 år i stræk. Og føj så lige til den udregning at pyramiden jo ikke kun er en stak sten, men også dækker over et virvar af gange og kamre, hver eneste væg dækket af detaljerede tegninger og tekster, og afsluttet med et glat lag af marmor. Det er svært ikke at blive imponeret. Når man så lige ser sig omkring og opdager at der står 5 andre pyramider og en sfinks i området – det er ikke til at rumme.

Nå, men inden indlægget her bliver for langt vil jeg slutte af med et billede. More to follow.


2 kommentarer:

  1. det næstnederste billede med pyramiden i midten ligner coveret til en rigtigt fed plade nogen burde lave. Jeg forestiller mig sådan noget minimalistisk syrerock med meget lange synth-interludes.

    SvarSlet
  2. Jeg har en del af sådan nogle billeder. De ser enormt fede ud i sort / hvid! Prøv at checke nogle af de sidste i webalbummet:
    https://picasaweb.google.com/christopher.aaby/ComputerspilICairo#

    SvarSlet