Sidste blogpost

Der er mange grunde til at jeg ikke har skrevet så meget på det sidste. Den vigtigste er travlhed – der har været meget at se til på arbejdet, og i det hele taget. Jeg lader det ligge ved det.

Jeg påbegynder dette blogindlæg i Ægypten, men jeg uploader det formentlig i Danmark. Jeg sidder i øjeblikket i et fly, på landingsbanen i Cairo lufthavn. Det virker som et godt tidspunkt at opsummere mit 3½ måneders indtryk af landet.

Lufthavnen er et særligt sted. Alle lufthavne er forvirrende – det er åbenbart deres natur. Men Cairo lufthavn har lidt ekstra at byde på, fordi den tilsyneladende er blevet cirka 300% mere korrupt end da jeg ankom. Måske er det bare lettere at presse penge ud af folk der gerne vil ud af landet, end folk der gerne vil ind. Dem der vil ind er der jo allerede.

Jeg bad min taxachauffør ud til lufthavnen om at bruge taxameteret, da jeg kunne se ham han lige havde kørt med havde brugt det. Chaufføren nægtede ganske enkelt. ”No”. 100 pund. Ok, det er cirka det dobbelte af hvad det burde koste, men nuvel. Da jeg så kom derud røg der 20 pund oveni prisen, fordi han skulle købe en billet til parkering. Det plejer at være med i prisen når man giver 100-or-so pund for at komme til lufthavnen. Endelig stak jeg ham 150 pund med en sur mine og afventede byttepenge. Da der ikke kom nogen bad jeg om dem, men han sagde bare ”No no no sir. Tip!”, sprang i bilen og kørte.

Så snart jeg var indenfor i lufthavnen kom der en fyr hen og spurgte hvor jeg skulle hen. Jeg vidste godt hvad han ville – han ville guide mig derhen hvor jeg skulle for en pris. Der var mange folk i lufthavnen, så jeg sagde ja. Så stak jeg ham en 50’er, en mere end fair pris for en service udført på få minutter. Men næh nej, nu havde han set at jeg havde 50 mere i pungen, så dem skulle jeg også af med. Jeg gav ham naturligvis et bestemt ”nej”, men han begyndte at råbe op om politi og bestikkelse, så jeg gav ham hans yderligere 50 pund, og blev vist vej igennem køer og security checks til hvor jeg skulle hen. Det gik da i det mindste hurtigt.

Bagefter stod jeg i kø ved check-in disken. Samme historie. Jeg stod akkurat foran disken, og alligevel betjente ekspedienten tre andre i træk før jeg fik råbt højt nok til at jeg kunne få min baggage igennem.

Videre til check-in 2. Her stod jeg i en kø med 10 mennesker, i 30 minutter. True story. Da jeg endelig nåede frem var tiden ved at være lidt knap til afrejsen. Ved disken fik jeg at vide at nu var det for sent, og jeg skulle have særlig tilladelse. Jeg var i lufthavnen 1½ time inden jeg skulle checke ind! Nuvel, jeg havde svoret at intet skulle holde mig tilbage nu hvor jeg havde lovet Kirsten at komme hjem i dag, så det var bare at komme i sving.

Det viste sig så at ”særlig tilladelse” bare er et andet ord for bestikkelse. Jeg kom ind på et lille politikontor, og blev bedt om at betale 153 pund (Nøjagtig) for at komme med flyet. Da jeg sagde jeg ikke havde flere penge svarede betjenten ganske enkelt ”cancel the flight” og stak mit boarding pass til en anden vrissent udseende mand. Så jeg måtte ud og finde en ATM eller blive i Ægypten. Nå. Efter betalingen var sket kunne jeg gå tilbage til køen jeg kom fra, hvor jeg nu blev nødt til at springe foran.

I køen mødte jeg en sydafrikansk mand ved navn Taha – han talte godt engelsk, og havde overværet hele balladen jeg lige havde været igennem. Han forklarede mig at han lige havde været igennem det samme, og at lufthavnen stod meget værre til nu end de andre gange han havde rejst til og fra Ægypten. Han havde været inde og ude af landet i de sidste 10 år, og kunne fortælle meget om landets tilstand, før og siden, mens vi stod i kø.

Det viste sig at vi begge to skulle til København, så vi fulgtes naturligvis ad. På vejen snakkede Taha vredt om alle de problemer og al den korruption han havde set i Cairo. Han var blevet overfaldet, antastet af politiet og overværet et større skuddrama lige foran en moské – i alle tilfælde var politiet bare forduftet med det samme, og militæret var ingen steder at se. Han var en berejst mand, men han var oprigtigt bange da de ikke ville lade ham komme med flyet.

I mellemtiden var vores fly blevet forsinket med en lille time, så al vores hastværk endte med en lang stund i gate-venterummet. Da vi langt om længe kom ombord på flyet sagde han: ”We’re safe now”. Det slog mig hvor usædvanligt det er at høre den sætning lige før takeoff.

Jeg vil helst ikke ende min tur i Ægypten med en dårlig smag i munden, men jeg må indrømme at jeg savner Danmark nu. Jeg når formentlig ikke mit fly i København på grund af den timelange forsinkelse i Cairo, men fuck det – i Danmark kan jeg snakke med folk. Og hvis jeg kan komme med flyet, så kommer jeg det, uden at skulle bestikke politiet. Ægyptere er meget hjælpsomme, smilende og imødekommende, men retfærdighed har de ikke forstand på – måske fordi de er vokset op uden.

Det har været et helvedes ridt.

This is Cairo signing off,

-          Christopher Aaby

07-08-11: Bowling, gadecafé, iftar

Jeg føler at jeg har meget lidt tid til at skrive her, men i virkeligheden har jeg masser. Jeg er nok bare træt.

I sidste uge skete der lidt af hvert. Jonas og Kanako tog hjem (Jonas til DK, Kanako til JAP), men inden de tog afsted tog vi ud at bowle med Marwan og Kiro fra arbejdet. Det foregik i *suger vejret ind*

Ministry of Defense - Morale Affairs Department - International Bowling Center. Også kendt som MODMADIB Center.

Historien er sådan at en tidligere forsvarsminister åbenbart var så vild med bowling, at han besluttede sig for at dette lille vidunder skulle bygges. Her træner Ægyptens bowlinglandshold - der muligvis blev stiftet af selvsamme mand. Det er uklart hvad "morale affairs" dækker over, men de lokale mente at det nok var noget med at tage sig af "ånden" i landet, underforstået at lave sjov og ballade i form af elitesport.

Indenfor var der omkring 20 baner... ikke super imponerende. Nedenunder, nogle poolborde, airhockey, en enkelt arkademaskine, og en hal hvor man kan spille bordtennis.

Arkademaskinen (tilsyneladende en Outrun 2006) var tydeligvis en Xbox (der kørte Outrun 2001) i en arkadekasse, og kostede den uhyrlige sum af 5 EGP per spil. Afsindigt.

Jeg kan rapportere at Danmark bevarede sin ære, og bankede både Japan og Ægypten i bowling og pool. Japan tog dog alle medaljer i air hockey.

I fredags gik mig og Jakob ud om aftenen for at få en kop kaffe på et nyt kaffested der er åbnet i kvarteret. Vi gik derned ved 20-tiden. Jeg håbede på at man kunne få en ordentlig kop plain, mørkristet kaffe, men nej - det var en tynd og mælket erstatning for det man i Danmark undertiden kalder "sovs". Til gengæld fik vi et ok stykke cheesecake. Vi sad udenfor, og på gaden foran os kunne vi se alle menneskene gå til og fra deres daglige gøremål. Da vi sluttede af med en shisha (mintsmag!) var der kommet gang i butikken, og folk var begyndt at finde sammen i grupper på gaderne, hænge i biler, det man nu gør. Det var usigeligt hyggeligt.

Men i dag blev den hygge overgået. Jeg får vasket mine skjorter og bukser ved en lokal dry-cleaner, og da vi gik forbi her til aften var de ved at spise iftar, det første måltid efter solen er gået ned (under Ramadan). Vi blev inviteret til at spise med, og nød et dejligt måltid med brød, makrel, agurk, ris og aubergine. Der var lagt aviser ud på fortovet, og vi sad omgivet af gadekatte, der tiggede sig til smuler af fisk. Da vi var ved at være færdige hentede vi en vandmelon vi havde på køl og delte den med de andre, med dadler og vindruer. 

Se det er fanme hygge.

31-07-2011: Ramadan - 'tis the season to be jolly!

I morgen er det Ramadaaan-aften, der er længe, længe til.

Ja, så sker det. Ramadanen rammer mellemøsten! Endnu engang er den glade tid hvor man hverken spiser eller drikker mens solen er på himlen, og man beder lige den smule mere. Det er virkelig en glad tid hernede. Alle virker meget tændt på det, og der er en følelse af at man skal være lidt mere god ved hinanden, dele lidt mere, give lidt mere, og bare generelt være god og glad.
På en måde minder det meget om julen, bare med modsat fortegn foran indtagelsen af mad.

De lokale gadekiosker og supermarkeder er godt blinget op, med kulørte lamper, guirlander, lyskæder, plakater, kasser med tørret frugt, nødder og andre snacks, og tilhørende Ramadan-musik. Den her kan nok hjælpe jer i det høje nord med at komme i stemning:

Her er et billede fra en af kioskerne i nærheden.

De gav os tørrede abrikoser, for hyggens skyld.
Ramadan betyder i øvrigt også at man kun arbejder 6 timer om dagen - jeg klager ikke. Det er nok svært at koncentrere sig længere end det hvis ens første måltid på dagen er klokken 4 om morgenen, og ens næste er efter mørkets frembrud.

Ud over den forestående højtid skal det nævnes at vi har fået gæster! To af Jakobs venner bor her i nogle dage - Jonas fra Danmark, og Kanako fra Japan. Nu er vi for alvor multinationale.
Som en overraskelse tog vi gæsterne med ud og ride på heste i ørkenen, sammen med Marwan og Momen fra arbejdet i øvrigt. Nu har jeg ikke just redet så meget på hest (eller noget andet dyr) i mit liv, så man kan måske forestille sig hvor rædselsvækkende det var første gang bæstet begyndte at galopere ud over sandet til Allah ved hvorhenne.

Jeg synes dog selv jeg fik rimeligt hurtigt styr på både hest og nerver, så hjemturen var faktisk helt sjov. Vi var derude i et par timer, og så solnedgangen over sandsletterne. Vi tog et selvudløserbillede, som cover til vores upcoming gangstarap plade.

Endelig tog vi tilbage til Mohandiseen og spiste sen aftensmad på vores stamsted, Abu El-Sid. Vi sluttede af med to vandpiber, drue og citrontobak. Så var den dag vist også sluppet op.

23-06-2011: Silent Hill, lørdag nat

Jeg sad for lidt siden og spillede Silent Hill 3 på TV'et, i en stor og oplyst stue. Go' uhygge.

Så gik strømmen i hele kvarteret, og jeg befinder mig nu i et stort, mørkt lokale, med min  telefon som den absolut eneste lyskilde. Jakob kommenterede at det ville være pænt spooky hvis musikken fra Silent Hill begyndte ca. nu. Jeg ville falde død om uden tøven hvis det skete.

Senere stod vi ude på altanen og kiggede på de mørke bygninger, med enkelte lyskegler fra lommelygter bag gardinerne her og der. Vi kan høre spredte skud og folk der råber - muligvis bare nogen der fejrer et bryllup. Nu skriver jeg et blogindlæg (laptop batteri, jæj!), og uploader det når strømmen kommer igen.

Jeg kan i øvigt berette at vi var på arbejde til midnat i torsdags. Ny rekord. På den anden side er der national helligdag i Ægypten i morgen, så weekenden er forlænget! Det synes jeg nu også vi har fortjent.

Hvor er jeg glad for at jeg ladede min DS op tidligere i dag!

15-07-2011: Giza Zoo

Det er nu Kirstens sidste dag i Ægypten. Det er lidt sørgeligt.
Inden hun tager hjem ville vi lige i Zoologisk have - en taxachauffør fortalte os at Giza Zoo havde "ALL, ALL ANIMAL" så forventningerne var store, mildest talt. Inden jeg afslører noget tror jeg bare jeg tager beslutningen og går igennem vores dag kronologisk.

Inden vi kom ind var det klart at zoologisk have er en velbesøgt attraktion hernede - ikke så mærkeligt når det kun koster 3 pund! Nåh ja, 3 pund for ægyptere, andre hudfarver må betale det syvdobbelte. Nuvel, 20 pund for en tur i Zoo er jo stadig et røverkøb, så lad os ikke dvæle ved den underliggende racisme i prissætningen.

Indenfor er forskellene åbenlyse efter nogle få skridt. Det her var en stenet fredag inden fredagsbøn, og gaderne rundt omkring ligger nærmest tomme. Indenfor er der vild aktivitet - et mylder af mennesker, børn og familier der spiller fodbold mellem burene (en meget almindelig aktivitet i zoo hernede), larmende is- og fløjtesælgere, og larmende skarer af børn med is og fløjter. Der er naturligvis også en larmende moské i zoo. Folk trasker rundt, spiller fodbold eller sidder på tæpper under træerne i skyggen her og der.

Ham her nærede et brændende ønske om at blive fotograferet, og forfulgte mig og Kirsten igennem zoo, cirka halvdelen af vores færd. Meget svær at slippe af med når man hverken taler arabisk eller "barn".

De fleste af dyrene har det "ret ok", men det er tydeligt at de færreste dyr bryder sig om larmen. Der er en balance mellem hvor små bur man kan give dyrene, og hvor meget plads dyrene har til at komme væk fra folkemasserne... og jeg er sikker på at Giza Zoo har optimeret en del på den ligning. Specielt bjørnene havde det ikke for godt. Deres bur er mindre end vores stue, og de så rastløse ud. Der var rigtig mange folk omkring det bur.

Go'e horn.

 Løftet om en regulær Noahs Ark viste sig at måske en smule i overkanten. Vi så omkring 5 forskellige slags antiloper og et lignende antal rensdyr... flodhest, løve, brun bjørn, marsvin, og en hel del fugle. Der er dog to indslag af særlig interesse.

For det første er der flere katte i zoo, end der er på gaderne. Ikke nok med det, de hænger helst ud sammen med de andre dyr, og sidder f.eks. inde i antilopeområdet og vasker sig.

Kat chiller med ørkenrensdyr i zoo.

En anden ting der var påfaldende / morsomt var hvor regulære mange af dyrene er. Vi så for eksempel cockerspaniel'er og schæfere, høns, ænder, marsvin og kameler. Taget i betragtning af at kameler kan ses på gaden inkluderer jeg dem i listen af almindeligt forekommende dyr.

Jeg tror jeg vil slutte af med dette næste billede... til skræk og advarsel?

14-07-2011: En liste af ting jeg har foretaget mig på det sidste

Jeg har haft meget travlt på det sidste. Egentlig ikke, men jeg bruger det meste af min mentale tid på arbejde. Det er hårdt at være projektleder.

I stedet for det sædvanlige format vil jeg i dag remse en mængde ting op jeg har foretaget mig. Jeg har:

• Købt en 1000 sider lang bog om ActionScript 3.0 - ikke på arabisk forstås. Den kværnes løbende.
• Drukket traditionel Egyptisk kaffe - det laves ved at hælde en teskefuld malet kaffe, blandet med kardemomme i en lille bitte gryde med vand (måske en deciliter eller sårn). Der koger det så et par minutter, hvorefter man hælder den skummende væske i en lille bitte kop, på størrelse med en espresso. Det er bittert og smager af kardemomme. Og grumset. Jeg tror jeg holder mig til filterkaffe lidt endnu.
• Kørt rundt i en Toyota Landcruiser midt ude i ørkenen, langt fra veje og civilisation. Ok, måske ikke SÅ langt, men længere end øjet rækker. Det var eddermame en cool oplevelse. Jeg er ret vild med ørkenen faktisk. Det er ligesom havet - bare omvendt! Her er et par billeder:

Jakob slentrer rundt i ørkenen

Vores mægtige landcruiser (Med chauffør)

 Ud over det har jeg:

• Set på 40.000.000 år gamle hvalfossiler i Fayum-ørkenen. Så føler man sig sgu helt ung igen. I de fleste lande ville den slags ting ligge på et museum, men i Ægypten ligger de bare i ørkenen. Ligger der og er gamle. Det er mildest sagt mærkeligt at forestille sig en tid hvor hvaler svømmede rundt herude i sandet, der dengang var en havbund. Her er et fossil:

Et hvalfossi. Meget gammelt.

 

 

 

 

•  Set Ægyptens højeste bjerg. Det er meget beskedent. Det kan man jo passende slutte af med - jeg tror det var omkring 40 meter højt. Alt er så sandblæst hernede.

Kirsten og Jakob bestiger bjerge.

01-07-2011: Pyramiderne!

Så kom det. Et af verdens vidundere. Det som alle forbinder med Ægypten, og de strukturer alle turister bare må se. Pyra-effing-miderne.

Mig og Kirsten tog af sted i fredags, per taxa. Chaufføren, der i øvrigt er et kapitel for sig, fik os overtalt til at tage ud og se Sak’ara pyramiderne først - det er de ældre, mindre kendte pyramider der er bygget i ”trin”.

Lad mig lige indskyde at vi blev kørt rundt af taxa chaufføren hele dagen, fra 11 til 19 cirka. Otte timers fast chauffør, og da jeg betalte ham tippede jeg 50 pund… og kom stadig af med mindre end 300. Det er sgu rater der er til at forstå. Ud over det var han meget snakkesalig, men ikke særlig god til engelsk. En lidt ældre herre, der griner højlydt og fortæller morsomme historier. Hans mobil ringetone var i øvrigt lyden af en skraldgrinende baby. Det siger vist det hele.

Nå, men de pyramider der. Turen derud gik gennem det landlige område, langt fra storbyens jag og hast. Vejene var elendige, og vi blev da også en enkelt gang mindet om hvorfor det er man bruger sikkerhedssele derhjemme i DK.

Ved selve pyramiderne var der ganske mennesketomt. Der sad en fyr med et dårligt øje og solgte billetter, to bevæbnede vagter der så ud som om de havde spillet 100 spil yatzy den dag alene, og ellers bare tomhed. Det er svært at beskrive hvor magisk det føles når man kommer fra CAIRO, byen hvor båthornene båtter konstant, hvor samtaler foregår ved 100 dB, gadesælgere råber om brød og hvidevarer på alle tidspunkter af døgnet, og der affyres fyrværkeri (eller automatvåben) dagligt – og så går ud over en tom ørkenslette, uden en lyd, for at stå foran en af de ældste menneskeskabte konstruktioner på vores jord.

Jeg kan ikke beskrive hele oplevelsen, men nogle af højdepunkterne var:

·         At berøre en bygning der blev opført for 5000 år siden

·         At stå i et gravkammer med en åben (tom) sarkofag, og stirre op i, fyldt med små, omhyggeligt udskårne stjerner

·         At kigge på hieroglyffer i en umuligt stor klippeblok, og tænke på de sikre hænder der må have mejslet de hellige tekster ud i en tid uden undo.

Efter de gamle pyramider tog vi ind til de mere berømte Giza pyramider. Taxachaufføren havde en fætter / whatever der handlede med kameler og andre ting, så vi hookede op med ham og fik en deal på en rundfart. Det var en mærkelig oplevelse. Først blev vi tilbudt forskellige ture, på kamel- eller hesteryg, derefter blev vi sat ind i Ægyptisk aromaterapi af Dr. Muhammed (som vi var meget heldige at få lov til at møde). Et beskedent køb (der startede ved afsindig overpris) var naturligvis forventet. Man fornemmer tydeligt at der er et bedre turistmarked ved Giza pyramiderne.

Da vi endelig kom af sted red vi på kameler, med guide til hest, fra byen og knap 30 minutter igennem ørkenen ud til pyramiderne. Khufu pyramiden, det eneste af de syv vidundere der findes endnu, så stor ud på afstand, men helt tæt på – den er jo 139 meter høj! Det er fanme stort når man tænker på hvor stor en base af sten den ender med at have. En hurtig beregning konkluderer at der blev rejst cirka 800 ton sten, hver time, hele døgnet rundt, i 20 år i stræk. Og føj så lige til den udregning at pyramiden jo ikke kun er en stak sten, men også dækker over et virvar af gange og kamre, hver eneste væg dækket af detaljerede tegninger og tekster, og afsluttet med et glat lag af marmor. Det er svært ikke at blive imponeret. Når man så lige ser sig omkring og opdager at der står 5 andre pyramider og en sfinks i området – det er ikke til at rumme.

Nå, men inden indlægget her bliver for langt vil jeg slutte af med et billede. More to follow.